International kortserie
IHO (International Hydrographic Organization) har fastlagt retningslinjer og specifikationer for en international kortserie.
Formålet med at have en international kortserie er at sikre, at der til navigationsbrug er en minimum søkortdækning af verdenshavene og tilstødende farvande og stræder.
Som sidegevinst nævner IHO, at lande, der er interesseret i at udgive verdensdækkende søkortserier, vil have væsentligt nemmere ved at udveksle data til trykning.
Mange af de søkort, som udgives af Kort & Matrikelstyrelsen, indgår i denne internationale søkortserie. Disse søkort har dobbeltnummerering, et dansk nummer og et internationalt nummer (INT xxxx).
Alle danske søkort er tosprogede, dvs. at alle de vigtigste informationer af betydning for sikker sejlads er givet på både dansk og engelsk.