1. Gå til den globalemenu
  2. Gå til den lokalemenu
  3. Gå til indhold
  4. Gå til moduler
  5. Gå til værktøjer


Fotografering af arkivalier med eget udstyr

 
Kort & Matrikelstyrelsen tilbyder nu sine brugere på læsestuen, at de i begrænset omfang kan foretage fotografiske optagelser med eget udstyr som supplement til de kopieringsmuligheder, som Kort & Matrikelstyrelsen tilbyder.
 

Fotografiske optagelser af arkivalier skal ske således, at:

  • arkivalierne ikke lider fysisk overlast
  • regler og øvrige vilkår for benyttelse af arkivalier, herunder ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier, overholdes.
Fotograferingen er til privat brug og kan kun finde sted i begrænset omfang, typisk som optagelse af enkelte arkivaliestykker (dokumenter, kort, tegninger) eller enkeltopslag i protokoller.

Fotograferingen må ikke forstyrre det øvrige arbejde på læsestuen.

Hvad må ikke fotograferes – og hvordan må man?
Arkivalierne må i forbindelse med fotografering ikke udsættes for unødigt slid, nedbrydende faktorer m.m. Håndskannere, scanningspenne og lignende materiel, der forudsætter en hårdhændet fysisk kontakt mellem optageudstyr og arkivalier, må kun anvendes, hvis det er muligt at lægge et beskyttende lag plastic imellem. Det er heller ikke tilladt at benytte medbragte kopimaskiner.

Der må ikke anvendes blitz.

Desuden gælder, at arkivalier ikke må fotograferes, hvis de er i fysisk dårlig stand, eller de stilles til rådighed i forbindelse med aktindsigt.

Hvordan?
Der skal i hvert enkelt tilfælde indhentes tilladelse til at fotografere med eget udstyr hos den vagthavende på læsestuen.

Personalet kan afvise fotooptagelse, hvis det skønnes, at arkivmaterialet ikke kan tåle optagelse med det udstyr, der ønskes anvendt, eller hvis det skønnes, at materialet vil blive udsat for unødig slid.

Hvor?
Fotografering skal foregå på læsestuen, med mindre andet kan aftales.

Fotografering skal i øvrig finde sted, så det afstedkommer færrest mulige gener for de øvrige arkivbenyttere.

Copyright
Søkort og landkort – lige fra Videnskabernes Selskabs kort til 4 cm kort – er belagt med en udvidet copyright, som gælder uanset alder på kortene.

For matrikelkort og måldokumentation gælder de almindelige copyrightsregler, som omfatter arkivalier, der er yngre end 70 år.

Flyfotos efter 31.12.1969 er også copyrightsbelagte.

Før affotografering af copyrightbelagte kort skal brugeren underskrive en særlig erklæring omkring videre benyttelse, hvoraf det underskrevne eksemplar beholdes hos Kort & Matrikelstyrelsen, mens brugeren får en kopi.