Frie data i spil
|
|
21-04-2010
|
|
|
|
Geografiske informationer og tjenester fra Kort & Matrikelstyrelsen er tidligere blevet gjort tilgængelig for statens institutioner og landets kommuner, så de kan flyde frit og være til større nytte. Nu har de frie data også ført til en ny borgertjeneste. Det nyeste eksempel er en løsning fra Erhvervs- og Byggestyrelsen, hvor det ved hjælp af kort er muligt at se salgspriser for den enkelte ejendom inden for valgfrie områder som kommuner og postnr. Løsningen er en del af www.boligejer.dk, hvor du også kan finde ejendomsdata, rådgivning mv. ”Vi har med fri adgang til vores geografiske informationer og tjenester inden for den offentlige sektor ønsket at fremme udviklingen af digital forvaltning. I den offentlige sektor er der i utallige sammenhænge brug for at vise data og informationer på et kortgrundlag dels i forvaltningen og dels i betjeningen af borgere og virksomheder. Det giver en mere effektiv offentlig sektor, hvor vi får højere kvalitet for færre penge”, udtaler vicedirektør hos Kort & Matrikelstyrelsen Søren Reeberg Nielsen. Og han fortsætter: ”Stedet som indgang til digital forvaltning har mindst samme potentiale som cpr-nummeret og det skal vi udnytte. Det gør bl.a. Statens Serums Institut, når de modtager stedbestemte indberetninger fra sundhedssystemet, politiet i mange forskellige arbejdssituationer og Klima og Energiministeriet i deres arbejde med bl.a. klimatilpasning”
|