|
Det fælles ejendomsregister betyder fri konkurrence på matrikulært arbejde og én fælles adgang til alle matrikeloplysninger om fast ejendom for borgere, virksomheder og myndigheder. Den 1. oktober 2010 bliver alle matrikeloplysninger samlet i én landsdækkende matrikel. Indtil nu har Københavns og Frederiksberg Kommune haft hver deres selvstændige matrikelregister og matrikelkort, mens resten af landet har været omfattet af statens matrikel. ”Oplysninger vedrørende fast ejendom bliver standardiseret og samlet i et system for hele landet. Borgerne kan nu blandt andet finde oplysninger om deres egen ejendom på www.mingrund.dk, og borgere i Københavns og Frederiksberg Kommune skal ikke længere henvende sig til kommunen, når de skal foretage ændringer på deres ejendom, fx hvis de skal lave en udstykning eller retablere et skel," siger stadslandinspektør Tom Kjærbye Larsen fra Frederiksberg Kommune. "I stedet skal borgerne i de to kommuner, ligesom borgerne i resten af landet, henvende sig til en privatpraktiserende landinspektør for at få denne service. Det samme gælder, hvis de har behov for at opdele en bygning i ejerlejligheder,” siger Tom Kjærbye Larsen. Arkiver er gjort digitale
Ændringerne er forberedt i et tæt samarbejde mellem Kort & Matrikelstyrelsen, Københavns og Frederiksberg Kommune samt Praktiserende Landinspektørers Forening. Som et led i det forberedende arbejde har Københavns og Frederiksberg Kommune sammen med Kort & Matrikelstyrelsen gjort store dele af de matrikulære arkiver digitale, og de bliver nu samlet i ét arkiv for hele Danmark hos Kort & Matrikelstyrelsen. ”Både det offentlige og private virksomheder anvender i stor udstrækning geografien som grundlag for dens administration, og matrikeldata er i den forbindelse helt centrale. Med ændringerne får vi nu en fælles matrikel for hele landet,” siger Jakob Højgaard-Geraae fra Kort & Matrikelstyrelsen. Lidt historie
I december 2009 vedtog Folketinget ”Lov om ændring af lov om udstykning m.m.”, der er udgangspunktet for ændringerne.
Københavns og Frederiksberg Kommune har haft selvstændige matrikler af historiske grunde. Frederiksberg Kommune opkøbte i 1920’erne den eneste landinspektørvirksomhed i kommunen, hvorefter kommunen ansøgte om at få sin egen matrikelmyndighed. Matrikelmyndigheden i Københavns Kommune, Stadskonduktørembedet, er en langt ældre institution som blev etableret i 1690. For yderligere information kontakt venligst Områdechef Mette Preisler, Københavns Kommune, 3366 5235 Stadslandinspektør Tom Kjærbye Larsen, Frederiksberg Kommune, 3821 4300 Udstykningschef Søren Fauerholm Christensen, Kort & Matrikelstyrelsen, 7254 5580 Projektleder Jakob Højgaard-Geraae, Kort & Matrikelstyrelsen, 7254 5501
|