|
Geografisk information udgør et grundlag for miljøpolitikken og er blevet en hjørnesten i udviklingen af digital forvaltning, udtaler miljøministeren bl.a. i forordet til redegørelse 2008 om infrastrukturen for geografisk information.
Redegørelsen om infrastrukturen for den geografiske infrastruktur 2008 belyser status, udvikling og perspektiver for den geografiske infrastruktur. Formålet er at sætte fokus på aktuelle problemstillinger og de relevante myndigheders overvejelser.
Nedenfor et lille udpluk af indholdet fra redegørelsen som er vedlagt her som pdf.
Paradigemeskift
2008 blev året for et paradigmeskift i udviklingen af en infrastruktur for geografisk information i Danmark. Med Lov om infrastruktur for geografisk information suppleres den hidtidige konsensusbaserede udvikling af området med en lovgivningsmæssig ramme. Loven vil styrke udviklingen af digital forvaltning i Danmark og samtidig sikre en fælles infrastruktur for geografisk information for miljøforvaltningen i Europa.
En væsentlig barriere er nedbrudt
Med den nye ordning om finansiering af de dele af infrastrukturen for geografisk information, der varetages af Kort & Matrikelstyrelsen (KMS), forsvinder en væsentlig barriere for statens anvendelse af geografisk information. Det er et gennembrud for arbejdet med at sikre, at data kan flyde frit mellem offentlige myndigheder.
Fælles offentligt samarbejde udbygget
Samarbejdet mellem offentlige myndigheder om etablering og vedligeholdelse af geografiske data blev i det hele taget udbygget i 2008 - en udvikling, der forventes at fortsætte.
Kvalificerede og gennemsigtige beslutninger
Med regeringens ønsker om en grøn vækstvision, er der lagt op til, at miljø, natur og landbrug i højere grad tænkes sammen. Dermed er der også behov for, at en række forskellige informationer kan ses og anvendes i sammenhæng og på tværs af administrationsniveau og sektor. Derfor bør både proces og grundlag være i orden, så der træffes kvalificerede og gennemsigtige beslutninger.
Miljøsektoren er formentlig den største anvender af geografiske data - og dét er en vigtig årsag til, at INSPIRE-direktivet har taget udgangspunkt i miljøområdet.
Samarbejdet mellem den offentlige sektor og den private sektor
Samarbejdet mellem den offentlige og den private sektor er en væsentlig forudsætning for udviklingen og anvendelsen af infrastrukturen for geografisk information. I Danmark er valgt en arbejdsdeling, hvor det er et offentligt myndighedsansvar at specificere databehovet, sikre datakvaliteten og sørge for, at de tilvejebragte data er lettilgængelige. Derimod er hele processen med at tilvejebringe de efterspurgte data overladt til private virksomheder og sker efter EU-udbud. Ligeledes er det overladt til private virksomheder at sørge for at tilvejebringe de tekniske løsninger, der skal til for, at infrastrukturen for geografisk information kan anvendes i offentlige myndigheders digitale forvaltning mv.
"Set med internationale briller er "den danske model" baseret på koordinering og samarbejde et særkende for arbejdet med geografisk information. Jeg tror, at videreudviklingen af denne samarbejdsmodel, sammen med rammerne i det nye lovgrundlag, vil understøtte, at Danmark også fremover ligger i førerfeltet for digital forvaltning", udtaler miljøminister Troels Lund Poulsen
|