Kommunerne får fri adgang til data og tjenester fra KMS
|
|
10-07-2009
|
|
|
|
Som en del af den for nyligt indgåede økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne, er det aftalt, at kommunerne fra 2010 får fri adgang til en række væsentlige data og tjenester fra Kort & Matrikelstyrelsen (KMS). Aftalen svarer stort set til den staten indgik i 2008, og det betyder, at data fra KMS fremover kan flyde frit mellem statens institutioner og kommunerne og hermed gøre større nytte.
Træder i kraft næste år
Den nye samlede aftale for alle kommuner erstatter de individuelle aftaler, som kommunerne i dag har med KMS. Den nye samlede aftale vil i praksis træde i kraft den 1. april 2010.
Flere data og bedre distribution
Med aftalen sikres kommunerne en fælles adgang til flere data, mindst samme brugsrettigheder som nu og bedre distributionsløsninger. Aftalen finansieres ved, at det samlede kommunale bidrag til KMS fra og med 2010 modsvares af en tilsvarende reduktion i bloktilskuddet.
For KMS er aftalen et væsentligt skridt i udviklingen af det gode samarbejde med kommunerne, som også er etableret igennem FOT-samarbejdet . Det forventes at aftalen vil medføre en stigende anvendelse af geografiske informationer i den kommunale forvaltning – hvilket understøtter en effektiv administration og bedre service til borgere og virksomheder.
Frie data til hele den offentlige sektor
”Med de aftaler der i forvejen er om statens og regionernes adgang til KMS’ data og nu med denne aftale med kommunerne, så har hele den offentlige sektor fri adgang til de samme geografiske informationer. Data kan nu frit udnyttes i samarbejde mellem kommuner, regioner og de statslige institutioner. Frit dataflow er først og fremmest til gavn for digital forvaltning. Vi har i Danmark nu knækket en vanskelig nød, som man slås med i mange lande. Det kan vi godt være lidt stolte af” , siger Jesper Jarmbæk
Nærmere information
KL og KMS vil efteråret 2009 informere mere konkret om kommunernes frie adgang til data og tjenester bl.a. via KMS’ hjemmeside.
|