|
Kort & Matrikelstyrelsen (KMS) arbejder på at sikre, at en forbedret digital højdemodel hurtigst muligt bliver en del af det geografiske forvaltningsgrundlag. KMS ønsker på statens vegne at etablere en forbedret landsdækkende højdemodel i samarbejde med kommunerne. Ved fælles og koordineret indkøb sikres et fælles administrativt grundlag for offentlige myndigheder på den økonomisk mest fordelagtige måde.
Mange anvendelser
Digitale højdeoplysninger er en del af den geografiske infrastruktur, som KMS stiller til rådighed for offentlig administration, virksomheder og borgere. KMS har til opgave at sikre, at geografiske data af den fornødne kvalitet er til rådighed. Derfor er der løbende arbejdet med at forbedre den eksisterende højdemodel, som bygger på data oprindeligt indsamlet omkring det forrige århundredeskifte.
Nye anvendelser stiller krav om en langt større nøjagtighed. Samtidig har den teknologiske udvikling givet helt nye muligheder for at frembringe og behandle præcise højdedata.
Nye højdedata som del af et ensartet geografisk administrationsgrundlag vil kunne understøtte digital forvaltning i den offentlige sektor. Ud over generelle administrations- og planlægningsopgaver hos offentlige myndigheder kan en bedre højdemodel f.eks. indgå i modelleringen af konsekvenser af klimaforandringer, i udarbejdelsen af vandplaner til opfyldelse af EU’s vandrammedirektiv, til kystsikring, til beredskabsformål samt i Forsvaret.
Nye højdedata og FOT
I forbindelse med den planlagte etablering af en fælles offentlig teknisk-topografisk kortlægning (Projekt FOTdanmark) er der behov for mere nøjagtige højdedata, bl.a. til fremstilling af ortofotos i byområder. De første FOT-data er ved at blive etableret i Frederiksborg Amt. I det fælles statsligt-kommunale indkøb indgik også en fælles højdemodel udarbejdet med brug af de nyeste teknikker. Det er ambitionen, at FOT skal være landsdækkende inden udgangen af 2010.
Forbedrede højdedata på vej
Flere private producenter har set potentialet i den nye teknologi og har annonceret, at de forventer at tilbyde forbedrede landsdækkende højdemodeller ultimo 2006. KMS finder denne udvikling meget positiv.
Muligheder for offentligt-privat samarbejde
Med bistand fra det private rådgivningsfirma Deloitte har KMS undersøgt mulighederne for at etablere en forbedret landsdækkende digital højdemodel til offentlig anvendelse. Undersøgelsen har særligt fokuseret på mulighederne for et offentligt-privat samarbejde for at sikre maksimal offentlig gavn af den samlede innovative kapacitet på området.
KMS lægger vægt på, at etableringen af en højdemodel til offentlig brug så vidt muligt giver mulighed for gensidig læring og udvikling, så ressourcerne hos både leverandør og brugere udnyttes effektivt.
Udbud af højdemodel til offentlig brug
KMS ser det som et væsentligt hensyn, at de offentlige myndigheders opgaveudførelse hurtigst muligt baseres på forbedrede højdedata af en ensartet og høj kvalitet, og som kan bruges gnidningsfrit på tværs af myndigheder. KMS vil derfor i efteråret 2006 gennem udbud afdække, om der er økonomisk grundlag for en hurtig etablering af en forbedret landsdækkende højdemodel til offentlig brug.
KMS og de kommunale samarbejdspartnere i FOT vil drøfte mulighederne for et fælles indkøb for herigennem at opnå en fordelagtig pris og sikre den bredest mulige anvendelse. Ambitionen er at tilrettelægge et koordineret indkøb, så unødvendige dobbeltindkøb undgås.
Afdækning af finansiering og brugerbehov
For at sikre en fornuftig pris og arbejdsdeling vil det være hensigtsmæssigt at finde en løsning, hvor den private leverandør har retten til at udnytte modellen kommercielt til videresalg til private.
KMS vil nu gå i dialog med de relevante aktører for at sikre opbakning til finansieringen af en forbedret højdemodel til brug for offentlige myndigheder.
For at drøfte anvendelsesmulighederne og afdække de fremtidige behov vil KMS arrangere en workshop for statslige brugere af højdedata. Denne workshop forventes afholdt den 4. oktober 2006, og der vil blive udsendt program sidst i august.
|