GRUK anbefaler Fælles ObjektTyper
|
|
26-02-2004
|
|
|
|
Grundkortudvalget – GRUK – kan efter knap 7 års arbejde præsentere resultatet af deres undersøgelse af potentialet i et samarbejde om objekttyper, som er fælles for den tekniske og topografiske kortlægning. Et resultat, som nu fører til en anbefaling af en fælles objektorienteret kortlægning af udvalgte fælles objekttyper(FOT).
I Danmark findes der i dag både en kommunal teknisk kortlægning og en landsdækkende statslig topografisk kortlægning. I begge kortlægninger indgår nogle af de samme objekter – også benævnt Fælles Objekttyper (FOT).
FOT principper
De overordnede principper om opdeling i fælles objekttyper og tekniske og topografiske objekttyper er mere aktuelle og anvendelige end nogensinde før. Der er da også sket et skifte fra at tænke i kortværk til i stedet at tænke objekttypeorienteret.
Den objekttypeorienterede tilgang tager udgangspunkt i den geografiske infrastruktur. Det betyder, at man kan udvælge netop de objekttyper, man finder nødvendige og tilstrækkelige for en præcis beskrivelse i en specifik situation eller til et specifikt formål. Det stiller store krav til samspillet mellem de forskellige objekttyper og øvrige stedbestemte data.
Vellykket projekt
GRUK har netop færdiggjort konklusionen af en vellykket fuldskala førstegangsproduktion af fælles objekttyper i 8 kommuner i Københavnsområdet. Projektet har vist, at det er muligt at etablere fælles objekttyper. Der er en god samfundsøkonomi i at etablere landsdækkende fælles objekttyper, og de understøtter etableringen af et sammenhængende kortgrundlag til brug for alle administrative niveauer.
Anbefaler objektorienteret kortlægning
På baggrund af resultaterne anbefaler GRUK, at Servicefællesskabet på geodataområdet tilslutter sig en anbefaling om at skabe bred tilslutning til etablering af en fælles objektorienteret kortlægning.
Mere aktuelt end nogensinde
GRUK’s arbejde med at skabe en sammenhæng og et samarbejde mellem den tekniske og topografiske kortlægning i Danmark er kun blevet endnu mere aktuel efter den sidste tids debat om en ny kommunalreform.
De nye kommuner vil stå overfor at omlægge deres kort, så der bliver ét ensartet kort for hele den nye kommune. Efter GRUK’s opfattelse bør fremtidens kortlægning koordineres med de omlægninger, som kommunalreformen vil medføre, så data bliver standardiserede og sammenhængende mellem alle administrative niveauer, og så unødvendig dobbeltkortlægning undgås.
|