1. Gå til den globalemenu
  2. Gå til den lokalemenu
  3. Gå til indhold
  4. Gå til moduler
  5. Gå til værktøjer


Kort & Matrikelstyrelsen stopper salget af Søsportskort

28-02-2003

Fra mandag d. 3. marts 2003 sælger KMS ikke længere Søsportskort. Fritidssejlerne kan i stedet købe de almindelige, danske søkort hos deres forhandler.

Hos nogle søkortforhandlere vil fritidssejlerne stadig kunne købe Søsportskortene fra 2002, fordi forhandlerne gerne må sælge deres restlager. Forhandlerne skal oplyse køberne om, hvor mange rettelser, der er til de enkelte serier og hvilke kort, der er annulleret. Indtil 15. november 2003 bliver Kort & Matrikelstyrelsen ved med at udsende rettelser til kortene i ”Søkortrettelser”.

Basisprodukter i fremtiden
Baggrunden for at Kort & Matrikelstyrelsen stopper salget af Søsportskort er, at styrelsen har ændret profil og har fået andre opgaver. Kort & Matrikelstyrelsen skal i fremtiden koncentrere sig om at udgive sine basisprodukter.

Regionale havnelodser trykkes ikke mere
De ændrede opgaver betyder også, at Kort & Matrikelstyrelsen ikke længere trykker de Regionale havnelodser. Hvis forhandlerne ønsker det, må de dog sælge deres restlager af lodser.

Gratis havneinfo på hjemmeside
For at fritidssejlerne ikke skal savne opdaterede informationer om de danske havne, arbejder Kort & Matrikelstyrelsen på, at sejlerne snarest muligt kan hente oplysningerne gratis her fra hjemmesiden.