Nyt produkt: Kort i Excel-regneark
|
|
23-05-2003
|
|
|
|
I uge 21 lancerede firmaet NeoZone det nye software X@Point til Excel. X@Point gør det muligt at få præsenteret sine informationer fra Excel-regneark på kort. Kortene hentes online fra Kort & Matrikelstyrelsen via internettet.
Det nye software gør det billigere og nemmere af få gavn af den geografiske dimension i det daglige arbejde. Alle, der er vant til at arbejde med Excel-regneark, kan bruge X@point.
Oplysninger på kort
Ved hjælp af det nye software kan brugeren geokode sine egne adresser og tilknytte statisktiske data i Excel-regnearket. De statistiske data knyttes enten til Det danske Kvadratnet eller til amts-, kommune-, sogne- eller postnummerflader, som er integreret i X@Point.
På baggrund af sammenstillingen kan brugeren nu udvælge de data, der er interessante at arbejde videre med. Brugeren kan ved klik i kortet skabe andre geo-referencer enten som punkter eller flader. Endelig kan hver enkelt geo-reference også tilknyttes et navn, ikon, tip (tekst), lyd og billede.
Kort via internettet
Alle informationer bliver visualiseret på kort, der hentes online via Kortforsyningen i Kort & Matrikelstyrelsen, når kortet skal bruges. Kortet er det nye ”Skærmkort”, der er specielt velegnet til skærmbrug, og som er sømløst vertikalt. Det vil sige, at brugeren kan zoome ud og ind af kortet og få færre eller flere detaljer, uden at overgangen fra ét målestoksforhold til et andet bemærkes af brugeren.
Mange anvendelser
X@Point kan anvendes til visualisering af mange forskellige forhold. For eksempel kan softwaret bruges til at få overblik over filialer, kunder, konkurrenter, tekniske installationer osv. En anden mulighed er at udarbejde statistiske analyser på egne kundedata og få dem visualiseret på kortet.
|