ECDIS – vejen til en mere sikker navigation
|
|
10-07-2002
|
|
|
|
BIMCO Bulletin bragte mandag den 1. juli 2002 en artikel om brugen af Electronic Chart DIsplay System også kaldet ECDIS. ECDIS anses som en væsentlig faktor for at øge navigationssikkerheden. Medlemsbladet henvender sig til skibsfarten, primært skibsejere og skibsmæglere.
I artiklen fortæller Ole Berg fra Kort & Matrikelstyrelsen og Steen Nielsen fra Søfartsstyrelsen om, hvordan navigationssikkerheden til søs kan øges ved at bruge ECDIS frem for papirsøkort.
Hindrer udslip og andre ulykker
I mange år har tankskibes grundstødninger forurenet både kyster og have med udslip af olie. Ved et ekstraordinært møde i København den 10. september 2001 aftalte Transport- og Miljøministrene fra landene omkring Østersøen at sætte mere fokus på navigationssikkerheden i skibsfarten. De centrale dele af deres overvejelser er indført i Helsinki Konventionen og er nu bindende for de involverede regeringer.
Nye tiltag
Helsinki Konventionen indeholder følgende nye tiltag på søkort og søopmålingsområdet. Tiltag der skal øge navigationssikkerheden blandt erhvervssejlere:
- Regelmæssige søopmålinger af skibsruter
- Udvikling af Electronic Navigational Charts (ENC) for skibsruter i Østersøen.
- Udbrede brugen af godkendte ECDIS-systemer med et tilstrækkeligt back-up system, i stedet for papirsøkort
Tiltag med en deadline
Som noget ekstraordinært er der sat en deadline på at udføre de nye tiltag:
- De regelmæssige søopmålinger af skibsruterne skal foretages efter en fælles og godkendt metode, der skal ligge klar ultimo 2002.
- Elektroniske søkort for de vigtigste skibsruter i Østersøen skal ligge klar ultimo 2002, for de sekundære ruter gælder en deadline på ultimo 2004.
- På de vigtigste skibsruter i Østersøen skal navigation via ECDIS, frem for papirsøkort, være muligt ultimo 2002.
|