Jordskælv gav revner i huse
|
|
19-12-2001
|
|
|
|
Jordskælvet, der tirsdag d. 6. november ved 19-tiden rystede Midtsjælland, havde sit epicenter ca. 5 km under Lammefjorden ved Holbæk, nær Plejerup og Gundestrup.
Kort & Matrikelstyrelsen har foreløbig modtaget tæt ved 400 henvendelser fra både opskræmte og nysgerrige mennesker, der har mærket jordskælvet. Jordskælvet har tilsyneladende forårsaget mindre revner i flere huse i Regstrup området og i Kirke Hyllinge. Det er helt usædvanligt i forbindelse med et dansk jordskælv.
Rystelserne fra jordskælvet målte kun 2.6 på Richterskalaen, men kunne mærkes i et forbavsende stort område. Det strækker sig helt til Farum, Ballerup og Ishøj i øst - en strækning på ca. 40-50 km. Derimod er der kun få beretninger om rystelser fra jordskælvet vest for epicenteret.
Sidste gang, der blev følt et jordskælv i det område, var i 1869. Der har dog været lokaliseret et lille jordskælv med Richtertal 1.5 i området i 1982 på grundlag af Kort & Matrikelstyrelsens seismografer.
Jordskælvet menes at være forårsaget af den sammenpresning Danmark konstant er under fra den Midt-Atlantiske spredningsryg nord-vest for os i Island og fra Alperne syd for os.
|