1. Gå til den globalemenu
  2. Gå til den lokalemenu
  3. Gå til indhold
  4. Gå til moduler
  5. Gå til værktøjer


Hvem er omfattet af statsaftalen?

Statsaftalen for geodata omfatter samtlige civile ministerieområder med tilhørende institutioner, der er anført på finansloven på paragraf-, hovedområde-, aktivitetsområde- eller hovedkontoniveau. Andre offentlige myndigheder samt private organisationer, virksomheder og personer opnår ikke rettigheder til KMS' ydelser via aftalen, uanset om de måtte være omfattet af faste tilskud eller tilskudsordninger opført på finanslovens hovedkontoniveau. Statslige aktieselskaber er ligeledes ikke omfattet af aftalen. Er der usikkerhed om en institution er omfattet af aftalen, kan afklaring ske ved henvendelse til KMS.

Tværoffentlige portaler, som ejes og drives af offentlige myndigheder, kan anvende aftalens ydelser i forbindelse med generel informationsformidling, mens anvendelse af data i specifikke forretningsmæssige eller kommercielle sammenhænge forudsætter, at brugerne har tilsvarende rettigheder til KMS' data, eller at der indgås særskilt aftale herfor.

Den nye kontrolrumsløsning på beredskabsområdet (SINE) er ligeledes omfattet af aftalen. Ved anvendelse af geodata til andre beredskabsopgaver skal de ansvarlige organisationer selv have de nødvendige brugsrettigheder. For statslige myndigheder er beredskabsarbejdet dækket via statsaftalen.

Undervisning og uddannelse i grundskolen, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser, ved universiteter og andre højere læreanstalter, samt i forbindelse med folkeoplysning, voksen-, efter- og videreuddannelser er omfattet af aftalen. Brug af data ved uddannelse på udenlandske universiteter og højere læreranstalter er ligeledes omfattet af aftalen.

Offentligt finansieret forskning ved danske universiteter og andre højere læreanstalter samt de statslige forskningsinstitutioner er omfattet af aftalen, mens øvrig rekvireret eller kommerciel forskning forudsætter, at alle parter bag forskningen har de fornødne rettigheder til data.

Til Kulturministeriets ministerområde henregnes også statsanerkendte museer i henhold til museumslovens § 13.

Anvendes ydelserne i fællesløsninger inkl. offentligt/ privat samarbejde, skal alle involverede parter have de fornødne rettigheder til den konkrete anvendelse.

Forsvarsministeriet indgår ikke i statsaftalen som følge af forsvarets særlige opgaver. KMS har med Forsvaret indgået en særskilt og omfattende aftale om brugen af geodata.